Skorstensfejerne i København

Fagets Historie

Danmarks første skorstensfejere

De kongelige slotte var de første, der fik fejet skorstene. I 1639 ansatte Christian 4. Gudmand Olsen som skorstensfejer på sine slotte. Efterhånden blev der flere og flere skorstene i købstæderne og især i København, som med sine 60.000 indbyggere omkring år 1700 og over 100.000 indbyggere omkring år 1800 var en fantastisk verdensby i forhold til selv de største provinsbyer. Odense, som langt ind i 1800-tallet var den største by efter København, havde omkring år 1800 kun knap 6.000 indbyggere, og de fleste købstæder havde et gennemsnitligt indbyggertal på under l.500.

Det var dog først efter den store brand i København i 1728, hvor 2/5 af byen lå i aske, at man blev klar over, at der måtte gøres noget ved brandsikkerheden. Det var dette hensyn, der i 1731 fik kongen til at indskrive Andreas Nieschke fra Schlesien som Danmarks første professionelt uddannede skorstensfejer. Der er ikke noget påfaldende ved, at man måtte indforskrive tysk arbejdskraft; det måtte man også i andre fag.

Svendene

I indledningen til artiklerne af 1778 nævnes det udtrykkeligt, at den mest påtrængende årsag til, at de tre skorstensfejermestre ville have deres fag officielt anerkendt af kongen og myndighederne, var: »at, siden de icke var forsynede med Laugs-Articler, sattes de ofte i Forlegenhed for at faa de fornødne Svende fra fremmede Steder, saa og for at holde Orden med dem, ey at tale om, at de her udlærte hindres i at reyse og faae Arbeyde på andre Steder; .. «

Betydningen af den citerede passage fra artiklerne kan forklares på følgende måde. Så længe skorstensfejerne ikke var laugsmæssigt organiserede med rigtige artikler, så kunne faget ikke regnes for zünftigt. Og det var efter datidens forhold en meget uheldig ting. En zünftig svend måtte nemlig kun tage arbejde hos en mester af et zünftlgt laug. Omvendt kunne en svend, der ikke var zünftig udlært, ikke få arbejde nogen steder hverken her i landet eller i udlandet. Og dette vil igen sige, at de skorstensfejersvende, der udlærtes i København, ikke kunne få arbejde i udlandet, specielt ikke i hele det tysksprogede Europa, hvor zünften herskede.

Udenlandske svende ville selvfølgelig heller ikke arbejde her; gjorde de det alligevel, kunne de aldrig mere regnes for rigtige håndværkssvende og mistede retten til selv at blive mestre. Zünften var altså en alvorlig ting af vidtrækkende betydning, især for skorstensfejerlauget, som helt var domineret af tysk arbejdskraft til midten af 1800-tallet. Herboende skorstensfejere fik dog ret til dansk statsborgerskab allerede l 1780.

Zünften?

Hvad vil det sige at være zünftig? At være zünftig er ensbetydende med at være medlem af et håndværksmæssigt fællesskab, som overholder visse nøjere beskrevne regler. Det drejer sig ikke så meget om regler for rent faglige forhold, som det drejer sig om regler for opførsel, væremåde, gensidig hjælp, ansættelsesforhold, socialt og selskabeligt samvær.

Reglerne var blevet udviklede i Tyskland i middelalderen og var kommet til Danmark i løbet af 1500- og 1600-årene sammen med de utallige tyske håndværkssvende, som vandrede i landet, og hvoraf mange nedsatte sig i Danmark for bestandig.

Skorstensfejerne bevarer skikkene

Behøvling, sømbid og lignende skikke var en temmelig barsk affære, nærmest en art tortur, men en vigtig del af den officielle ceremoni i laugets hus. Det var i virkeligheden disse optagelsesskikke, der gjorde lærlingen til svend og zünftig gesell og ikke svendebrevet. En ubehøvlet svend eller en, der ikke havde gennemgået sit laugs optagelsesskikke, kunne ikke få arbejde hos nogen mester hverken i ind- eller udland. Og det var som allerede omtalt netop det, der var problemet for skorstensfejerne, og det der var årsag til, at de kæmpede så hårdt for at blive et rigtigt laug med zünftige optagelsesskikke.

Skorstensfejerfaget har som det eneste fag i Danmark bevaret de zünftige svendeindvielser, idet de dog er forenklede en smule, og man er gået bort fra fysisk overlast. Skorstensfejernes oldermand holder stadig tale for åben laugslade, og han belærer og formaner svendene. Endelig udleveres svendebrevet både på dansk og tysk, skorstensfejernes gamle modersmål, og svendene drikkes ind i lauget, selv om det ikke længere sker i den fælles velkomstpokal.

Hovedstaden, provisen og uddannelsen

Indtil slutningen af 1800-tallet var skorstensfejerfaget udelukkende hjemmehørende i København. Men herefter begyndte hovedstaden at eksportere fejere til de større provinsbyer. 1917 tog man skridt til oprettelse af en teoretisk og teknisk uddannelse af skorstensfejerlærlinge på Teknologisk Institut i København. Skorstensfejerskolen flyttede siden til Sønderborg og i 1974 til Tønder.

De større krav til uddannelse hænger sammen med de øgede arbejdsopgaver. Fra 1926, hvor en ny brandpolitilov trådte i kraft, blev det påbudt, at autoriserede skorstensfejere skulle feje i landdistrikterne, men dette var ikke ensbetydende med uddannede fejere; biksere var almindelige til efter sidste verdenskrig. Først efter 1961 med de nye bestemmelser for skorstensfejning og brandsikkerhed kan man konstatere, at hele Danmark bliver fejet af professionelt uddannede skorstensfejere.

Læs meget mere om fagets historie