BRÆNDEOVNE
Stop nu det enøjede korstog mod brændeovne

Af Henrik B. Jensen • Politiken 2. oktober 2015


Virkeligheden interesserer ikke Det Økologiske Råd, der igen manipulerer om faren ved brændeovne.

KÅRE PRESS-Kristensen (KPK) fra Det Økologiske Råd (DØR) udstiller i sit debatindlæg om brændeovnes forurening i København (Pol. 23.9.) tydeligt den panik, der har grebet miljøforeningen.

Årsagen til panikken er, at politikerne ikke længere vil tages som gidsler i KPK’s korstog mod brændeovne, at pressen for længst er kørt træt i DØR’s enøjede og ofte manipulerende argumentation, og at størstedelen af de danske borgere ved, at DØR går den danske energisektors ærinde i kampen mod brændefyring – i øvrigt betalt af os alle sammen via Dansk Energi og Energifonden.

Panikken gør KPK mere og mere skinger i argumentationen. Han vælger at se bort fra sammenhænge og fakta, idet han omhyggeligt udvælger de dele af en ny rapport fra DCE ved Aarhus Universitet, der kan understøtte hans og DØR’s budskab om, at brændeovne er vor tids største miljøsynder.

Idet aktuelle indlæg ser han eksempelvis helt bort fra DCE’s dokumentation af, at brændeovnes andel af partikelforureningen i København er hele 78 pct. mindre end hidtil antaget. Men selv forskelle på 78 pct. anfægter ikke KPK. Han vælger blot at sammenligne med noget andet - denne gang partikelforurening fra trafikken. Til gengæld ser han bort fra, at trafikken med de nye tal er den helt store synder, når det gælder forurening med de sundhedsskadelige NOx’er. Her er brændeovnenes andel af forureningen 77 pct. mindre end hidtil beregnet.

Årsagen til den opsigtsvækkende forskel i beregningen er, at DCE i stedet for modelberegninger har taget afsæt i virkeligheden. De nye tal bygger på eksakt viden om, hvor mange brændeovne der er i Københavns Kommune, og hvor de står. Altså har vi for første gang i miljødebatten om brændeovne valide tal på bordet.

De viser, at de københavnske brændeovne står for 0,52 pct. af den samlede partikeludledning fra brændefyring i Danmark.

Men det er desværre kendetegnende for KPK og DØR, at virkeligheden ikke har interesse. Den lille private miljøforening vil hellere lave sine egne, teoretiske beregninger og søge at belære resten af verden om, at vi har al mulig grund til at være urolige for vores og ikke mindst vore børns sundhed. Det på trods af, at luften i alle danske byer - også København - bliver renere og renere.

Den slags fakta bider ikke på KPK. Han har kun belærende arrogance tilovers for Aarhus Universitet, Københavns Kommune og andre med faglig indsigt i området.
Heldigvis er det efterhånden kun en meget lille menighed, der lytter til hans dystre version af virkeligheden.

 

 

   
Website af Sum One